Hvilken festival-stereotyp er du?

Vi bestrider ikke et eneste øjeblik, at hver og en af os er vores egen »smukke lille snefnug«. Nej, selvfølgelig er alle mennesker i verden smukke og unikke på deres egen måde. Men alligevel kan vi, midt i al denne stræben efter individualitet, ikke lade være med at overtage nogle vaner fra et par medmennesker. Lidt sans for tøj, en og anden sær vane, og før vi ved af det, har vi vores egen lille subkulturelle stamme.

Intetsteds er dette mere udtalt end under sommerens musikfestivaler. Det er her, de alle forlader byens gader, kravler ud af murværket og begiver sig ud på markerne og strandene i Europa, hvor de drikker sig i en døs og lader de bedste bands og DJ’er langsomt gøre dem døve. Her er de 13 mest almindelige stereotyper, du vil støde på i festivalmiljøet.

Den gammeldags hippie

Det er de langvarige tilhængere af principperne om fred og fri kærlighed. De var der helt fra begyndelsen, og ja, de har de batikfarvede T-shirts og LSD-flashbacks til at bevise det. Deres slægtslinje kan spores helt tilbage til de frie pionerer, der banede vejen – som Woodstock, den oprindelige Isle of Wight eller Glastonbury, da det hele handlede om at forbyde atombomben, og der var køer på marken.

Du finder dem stadig i fuld sving sammen med deres yngre rekrutter, især på Glastonbury. De får alt, hvad de har brug for, fra en scene med grøn te, squash, yoga og træsmykker nede på Greenfields.

Hvor finder man dem:
Hovedsageligt på Glastonbury i Storbritannien, men de kan også finde vej til Latitude i Storbritannien eller en og anden elektronisk festival.

Den humørsygne metalfan

Langt hår, band-T-shirts og en chip på skulderen; metalfanen har en forkærlighed for Jack Daniel’s og det tusind mil lange blik, som en far har, når han ser avisbudet cykle forbi sin splinternye Volkswagen. De er ikke rigtig interesserede i meget andet end høj, knasende speedguitar og den slags gutturale grynt, som de fleste af os laver, mens vi kaster op. Det eller den udskiftelige lyd af hylende guitar og klynkende vokal – den slags, man finder på en Iron Maiden-plade. Deres idé om en god aften går ud på at danne en moshpit, uanset hvad andre måtte mene om sagen, og kaste sig med ansigtet først ind i en andens ansigt.

Hvor finder man dem:
Overalt, hvor musikken er høj og vred, så tænk på Download, Reading & LeedsellerSonisphere i Storbritannien, Hellfest i Frankrig og Sziget i Ungarn.

Pseudo-hippien

Det er dem, der helt sikkert ikke var med fra starten, men som går fuldstændig op i at have tusindfryd i håret, så længe weekenden varer. De kommer måske med en og anden bemærkning om verdensfred som en deltager i en skønhedskonkurrence og holder sig til veganismen indtil søndag, men du kan være sikker på, at de vil kaste sig over en baconsandwich, så snart de kommer hjem mandag. Men stadigvæk: fred, baby!

Hvor finder man dem:
Overalt, hvor der spilles blød elektro og indie-folk – tænk Glastonbury og Latitude i Storbritannien, Benicássim i Spanien og Primavera i Portugal.

Fashionistaen

Jeg tror, nogen ved en fejl har fortalt disse folk, at det var modeuge i Paris. Vi ved godt, det er latterligt, men de er her simpelthen, fordi festivaler er månedens hit, og det er det perfekte sted at vise, hvor godt de ser ud. De kender ingen af kunstnerne, så de vil bare spankulere frem og tilbage foran hovedscenen, som om det er en catwalk. Forvent perfekt stylet og glattet hår, pletfri tøj og højhælede sko i mudderet. Hvad skete der med de dage, hvor festivaler var som at overleve i junglen?

Hvor finder du dem:
Disse folk dukker op til alle de store, ikke-nicheprægede festivaler, så alle stedersom Glastonbury eller Reading & Leeds i Storbritannien, Benicássim i Spanien, Exit i Serbien,Sziget i Ungarn eller Roskilde i Danmark.

Hipster-indie-typen

Stramme jeans, løse toppe, nogle skæg og latterlige briller; disse fyre er virkelig ligeglade med… at de går alt for meget op i det. Næsten fashionistaer på en måde, da deres tilslutning til en form for anti-mode betyder, at de vender det 360 grader i stedet for at vende det på hovedet. Udover tøjet er de der udelukkende for at se de mest obskure bands, og de er sandsynligvis færdige for dagen, når du vågner. Jeg ville gerne fortælle dig, hvem de skal se, men du kommer aldrig til at vide, hvem de er. Og det band, du skal se? Det er så sidste uge…

Hvor finder du dem:
Så længe der er noget underground, vil de være der. Du finder dempå Sziget i Ungarn, Glastonbury eller Reading & Leeds i Storbritannien, men en særlig favorit er All Tomorrow’s Parties i Storbritannien eller Island.

Neon-raver

Disse radioaktive små djævle klæder sig ud i det mest fluorescerende tøj, overøser sig selv med alle tænkelige farver kropsmaling og svinger med lysstave som en futuristisk stamme af rumvæsener. Der er masser af krammer, himmelberøringer, grimasser og hjertelige hilsener til alle, de møder, mens de danser vildt under laserne, og deres pinealkirtel kører på højtryk. En helt harmløs art, der altid går med solbriller, fordi de virkelig har brug for det.

Hvor finder man dem:
Overalt, hvor de kan høre beatet falde! Tænk på Tomorrowland i Belgien,Outlook i Kroatien, Global Gathering i Storbritannien, Nature One i Tyskland eller Sonari Spanien.

Psytrance-piraten

Lidt raver, lidt hippie, lidt raster; disse fredselskende dreadlock-bærere er kun ude efter de mest psykedeliske elektroniske beats. I modsætning til pseudo-hippierne forsøger disse fyre stadig oprigtigt at leve drømmen fra deres forfædre i 60’erne. De har sandsynligvis ingen fast bopæl, roder i skraldespande og jager solformørkelser som kosmiske budskaber fra verdens ånd, snarere end den simple solcyklus, vi kender dem som. Ja, vi ved alle sammen, at det bare er astronomi, men lad dem nyde deres trip i fred. Hvorfor kaldes de Psytrance-piraterne? Tja, fordi de uforvarende klæder sig som pirater.

Hvor finder man dem:
Selvom de foretrækker de mere psykedeliske nichefestivaler, imødekommer de fleste af de store elektroniske musikfestivaler også denne smag, så man finder dem sandsynligvis på de samme festivaler som Neon Ravers.

Fyren

Han har måske en ølmave, og selvom der er skyer på himlen, har han trøjen af. Hvorfor? Fordi han og hans venner alle synger med på Oasis. Det er nok en af de mest almindelige festivalstereotyper, især i Storbritannien, og den er ikke kun forbeholdt mændene. Ladetten er lige så villig til at drikke sig fuld til lidt Kasabian. Uanset køn er begge ude på at bevise deres maskulinitet, så hold øje med fodbold- og rugbytrøjer og masser af højlydte »bants« (svarende til det amerikanske »bro«).

Hvor finder du dem:
Alle de store, ølfyldte festivaler med de største hovednavne som Isle of Wight, Glastonbury og V Festival i Storbritannien eller Benicássim og BBK Live i Spanien.

The Towers of London Punk

Hvem i alverden er The Towers of London? Dette nu obskure glam-punk-band ser ud til at have sat et uudsletteligt præg på rockmiljøet i Storbritannien og inspirerer stadig til Sid Vicious-toupéer, der bæres sammen med afklippede denimveste, stramme sorte jeans, motorcykelhandsker og eyeliner. Hvor disse folk tager hen efter festivalsæsonen, ved ingen…

Hvor finder du dem:
Igen vil de være på udkig efter høj og vred musik, der udelukkende spilles af mænd i trikoter. Tænk Download, Hellfest og Rock Werchter.

Festivalveteranen

På et eller andet tidspunkt passede denne fyr eller pige ind i en eller anden form for stereotyp. Måske var de en mod eller en rocker, men mest sandsynligt var de en hippie. Så blev den der virkelig skøre idé til en blomstrende forretning, og de måtte tone det ned. De har måske stadig skæg, men nu bærer de også en vandtæt hat og sokker i sandalerne og har altid en klapstol med sig sammen med en picnic. De har som regel familien med, og alle er klædt nøjagtigt på samme måde.

Hvor finder man dem:
De foretrækker generelt ældre rock, så overalt hvor legenderne spiller. Favoritterneer Glastonbury, Download, Reading & Leeds eller Sonisphere i Storbritannien, Rock Werchteri Tyskland eller Hellfest i Frankrig (hvor som helst de kan stille deres stole op langt væk fra al den travlhed).

”Se på mig!”

Bare tag dit eget tøj på.

Hvor finder du dem:
Du kan ikke undslippe dem

Emoen

Emoen er en truet art på randen af udryddelse, især siden hele Lost Prophets-sagen. Alligevel fortjener disse små soldater med spidse pandehår og regnbuefarvet hår en æresomtale for den rolle, de spillede på tidligere festivaler, og alt det lort, de måtte finde sig i. Jeg er ret sikker på, at en af jer opfandt den batteridrevne glattejern, for det lille stykke hår, der dækkede dit venstre øje, blev mere og mere perfekt dag for dag, og alle kvinderne i vores lejr var misundelige på din Rimmel-eyeliner. Ja, jeres omhyggeligt konstruerede, nedtrykte look irriterede os alle sammen, men I tog i det mindste kampen op mod Daily Mail og vandt ved ren og skær passivitet.

Hvor finder man dem:
Stort set de samme steder som metallerne, hvilket uundgåeligt resulterer i, at de bliver mobbet.

Fyren med en guitar

Vi ved godt, du tror, du er den første, der har opfundet musik, men der tager du fejl. Der er et stort spor her – du er til en musikfestival. Kig på scenen, ja, derovre. Ser du? Der er også nogle musikere der. Og du er ikke Guds gave, ellers ville du stå deroppe sammen med dem i stedet for at sidde i mudderet og gøre dit bedste for at efterligne Damien Rice med hele dit hjerte. Spil noget, vi kender, eller hold kæft.

Hvor finder du dem:
Igen vil du få svært ved at undslippe disse fyre. Du finder dem på alle festivaler undtagen de allerråeste metalfestivaler, hvor et skægget udyr sandsynligvis vil smadre scenen over deres hoveder.

Ja, de kan godt være irriterende. Men ligesom en dårlig sitcom gør stereotyperne bare en festival mere underholdende.

Leder du efter billig overnatning til din næste festivaltur? Tjek vores udbud på Hostelworld.com.

Kan du komme i tanke om flere festivalstereotyper, eller har du bare nogle festivalhistorier? Fortæl os det i kommentarerne…