Interview med Graham Hughes – Del I

Dette er Graham Hughes, den første person, der har besøgt alle lande i verden uden at sætte fod på et fly. Han stammer oprindeligt fra Liverpool, men bor nu på sin egen private ø ud for Panamas kyst, som han vandt i et tv-spilprogram i stil med »Survivor«. Vi mødtes med ham for at tale om at rejse med fragtskib, spise levende blæksprutter og holde sig på den rigtige side af loven.

Hostelworld: Har du nogle tips til at møde nye mennesker, når man rejser?

Graham Hughes: Da jeg rejste verden rundt uden at flyve, tilbragte jeg meget tid i offentlig transport, hvilket altid giver en fascinerende rejseoplevelse. Hvis du er sammen med andre og er den eneste vesterlænding på bussen eller toget, bliver du midtpunktet. Nogle gange, når man er træt og gnaven, har man ikke rigtig lyst til at småsnakke med folk, men det meste af tiden er det en helt fantastisk måde at møde folk på, fordi man sidder ved siden af dem i timevis – så kan man lige så godt sludre lidt og finde ud af, hvad de laver, og hvad de synes om deres land og verden. Man får et fantastisk perspektiv, som man aldrig ville få ved at læse en rejseguide eller en blog.

HW: Hvilket land var det mest venlige, du besøgte?

GH: En ting, der slog mig under hele rejsen, var, hvor venlige folk er over hele verden – selv i London! Jeg har rejst i lang tid til mange lande, og jeg kom ikke i problemer med andre mennesker. Jeg kom i problemer med loven et par gange, men hvad angår menneskerne, kom jeg ikke op at slås, jeg kom ikke op i ballade, og jeg fik ikke engang stjålet noget. Så jeg ved ikke, om jeg bare er meget, meget heldig, eller om verden er lidt mere venlig, end vi giver den æren for.

HW:Hvilket land vil du gerne besøge igen, og hvorfor?

GH: Iran – det var helt utroligt, hvor venlige folk var der. De kom hen til mig på gaden og prøvede at tage mig med hjem og lave middag til mig, give mig et sted at overnatte og sikre sig, at jeg kom med det rigtige tog. Jeg havde forventet, at det ville være ret konservativt, ligesom i Jordan eller Saudi-Arabien. Faktisk er der ingen steder i verden, hvor jeg ikke rigtig gerne vil tilbage, selv ikke nogle steder, hvor jeg måske ikke havde en fantastisk oplevelse – jeg vil gerne give dem en ny chance.

HW: Du havde flere sammenstød med loven, ikke?

GH: Ja, de fandt for det meste sted i Vestafrika. Jeg kom i problemer et par gange i Guinea og Cameroun. Jeg blev også tilbageholdt i seks dage i en politicelle på Kap Verde, men det var egentlig min egen skyld, fordi jeg dukkede op i en båd sammen med 10 senegalesiske fiskere. De troede, jeg forsøgte at smugle illegale indvandrere ind i landet. Da jeg igen kom i alvorlige problemer, var jeg i Congo. Jeg havde haft to helvedes dage med rejse gennem Congo ad en grusvej. Jeg ankom til hovedstaden Brazzaville om natten, og politiet standsede mig, og jeg mistede besindelsen over for dem og endte med at tilbringe seks dage på en politistation igen. Det var ret dystert. Der var et tidspunkt, hvor jeg simpelthen ikke troede, jeg ville komme ud af den der. Men til sidst lod de mig gå. Jeg lærte en meget vigtig lektie for folk, der rejser: Bliv ved med at smile. Bare sig: »Ja, betjent, hvad De end siger.«

HW: Hvilkentradition eller lokal skik varden mærkeligste, du stødte på?

GH: I Usbekistan spiser de gerne kogt fårehoved – det er en delikatesse derovre. Tilsyneladende giver de de besøgende øjnene, fordi de er den bedste del, men jeg satte grænsen ved at spise fåreøjne. Jeg spiste dog en levende blæksprutte i Sydkorea, hvilket var mærkeligt, men fantastisk. Den vrider sig nærmest rundt i munden, mens man spiser den. Teknisk set er den ikke rigtig i live – den er blevet skåret over, men tentaklerne bliver ved med at vride sig af sig selv. Det er som at spise en tallerken med vrikkende orme. Man skal dyppe den i sojasovs og olie for at forhindre, at sugekopperne sætter sig fast i spiserøret og får en til at kvæles. Jeg tror faktisk, at et par stykker er døde af det.

HW: Hvad ville du gøre anderledes?

GH: Mange ting! Jeg ville have en person, der udelukkende hjalp mig bag kulisserne. Mine venner og familie hjalp mig med at drive hjemmesiden, med at skaffe mig plads på fragtskibe og den slags – men de havde fuldtidsjob og familier at tage sig af. De gjorde det utroligt godt, når man tænker over det! Jeg tror også, at hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg kunne klare det meget hurtigere nu, fordi jeg ofte ikke vidste, hvilken vej jeg skulle gå. Der var ingen, der havde banet vejen for mig, så nogle gange stolede jeg virkelig bare på de oplysninger, der var på internettet eller i rejsehåndbøgerne, og nogle gange var de forældede og forkerte. For eksempel tilbragte jeg seks uger i Kuwait, fordi jeg troede, der var en færge, der sejlede fra Kuwait til Bahrain, men den var åbenbart blevet indstillet et par år tidligere. Så jeg var nødt til at skaffe et visum for at rejse gennem Saudi-Arabien, hvilket koster en masse penge og tager lang tid.

HW: Vil du anbefale at rejse med fragtskib?

GH: Ja og nej. Jeg mener, jeg nød det virkelig. Det kommer vel an på, hvilken type person man er. Jeg elsker at være til søs. Jeg elskede at koble af fra omverdenen i et par dage. Jeg kunne godt lide at hænge ud med besætningen. Det giver en bedre forståelse af verdens omfang. Jeg tror, at når man rejser uden at flyve – uanset om det er med tog, skib eller bus – så får man faktisk en fornemmelse af, hvor stor og samtidig hvor lille verden er.

Se del II, hvor Graham går i detaljer med, hvorfor han ikke brugte fly på sine rejser, giver tips til at spare penge og fortæller om at rejse alene!